Hvad er mineraler – og hvorfor er de vigtige for din krop?

Du har sikkert hørt utallige gange, at det er vigtigt at få de rigtige mineraler, for at kroppen kan fungere optimalt, og du kan have det bedst muligt. Men hvad er mineraler egentlig? Det kan du lære meget mere om på denne side.

05. jan. 2024af Laura Nicolaisen
4 min. læsning
En kapsel med mineralrige frugter og grøntsager

Hvad er mineraler?

Mineraler er grundstoffer, der findes i jord og vand, og de er med til at give næring til kroppen.

Vi producerer ikke selv disse grundstoffer, og derfor skal vi have dem gennem vores kost eller eventuelle mineraltilskud.

De giver ikke energi, som vi kender det fra fedt, protein og kulhydrater. Men de er vigtige i forhold til mange forskellige funktioner i kroppen. Det gælder fx magnesium, der blandt andet hjælper til, at musklerne kan fungere optimalt, eller jern, der hjælper med at transportere ilt rundt i kroppen.

Mineraler er altså helt afgørende for vores sundhed, og mangel på et eller flere af dem kan få os ud af balance og i værste fald gøre os syge.

Makromineraler og sporstoffer

Man inddeler overordnet set mineraler i to grupper:

  • makromineraler
  • sporstoffer, som også kaldes for spormineraler

Makromineraler skal tilføres kroppen i større mængder end sporstoffer, men det betyder ikke, at de nødvendigvis er vigtigere for kroppen.

Makromineraler er blandt andet magnesium, kalium, calcium og natrium.

Sporstoffer inkluderer blandt andet zink, jern, selen og jod.

For at få nok mineraler i kosten, både af sporstoffer og makromineralerne, er det vigtigt at spise en varieret og sund kost med mange forskellige grøntsager, frugter, fuldkornsprodukter, mejeriprodukter og proteinkilder.

Nedenfor har vi lavet en liste over de vigtigste mineraler, og hvilke fødevarer de findes i.

Liste over de vigtigste mineraler

  • Calcium er blandt andet godt for knoglerne og kan findes i fx mælkeprodukter, bladgrøntsager og laks.
  • Jern er blandt andet med til at transportere ilt rundt i kroppen. Det findes fx i rødt kød, spinat, fjerkræ, grøntsager, lever og fuldkornsprodukter.
  • Jod har betydning for, at skjoldbruskkirtlen kan danne vigtige hormoner, og det findes blandt andet i vand, mejeriprodukter og fisk og er ofte tilsat salt i Danmark.
  • Kalium hjælper til at kroppens celler kan kommunikere med hinanden, og det findes blandt andet i grøntsager, frugt, bær og kartofler.
  • Magnesium har en central funktion i forhold til muskler og nervesystemet og spiller også en vigtig rolle i vores stofskifte. Du kan få magnesium i grøntsager, frugt og bær, frø, kartofler og fuldkornsprodukter.
  • Kobber er afgørende for kroppens energiproduktion og hjælper med at opretholde normal hår- og hudpigmentering. Det findes blandt andet i skaldyr, nødder og lever.
  • Natrium er blandt andet med til at styre vores væskebalance og findes i salt og dermed i produkter og retter tilsat salt.
  • Selen er et hjælpestof, der hjælper med at beskytte cellerne mod ødelæggelse. Det findes blandt andet i fuldkornsprodukter, valnødder og fisk og skaldyr.
  • Zink er blandt andet vigtigt for vores immunforsvar og kan findes i fuldkornsprodukter, mejeriprodukter og kød og fjerkræ.

Kilde: Harvard Health Publishing

Oversigt over mineraler - klodser med følgende navne: Calcium - Krom - Jod - Kalium - Natrium - Magnesium - Jern - Zink - Selen

Psst... Vil du dykke dybt ned i hvert enkelt mineral og dets virkninger i kroppen?

Se vores online bibliotek med artikler om vitaminer, mineraler og aktive planteekstrakter.

Skal du tage mineraltilskud?

Det er vigtigt at få nok af både mineraler og vitaminer, og får man ikke nok igennem kosten, kan mineraltilskud og kosttilskud være en hjælp.

Der kan være mange forskellige grunde til, at du har et for lavt indhold af bestemte mineraler.

Fjerner du fx en eller flere fødevaregrupper på grund af en særlig kost, kan du komme til at mangle specifikke mineraler. Det kan fx gælde for vegetarer, der ikke spiser fisk og kød, eller for veganere, der heller ikke spiser mælkeprodukter.

Kvinder i den fødedygtige alder har ofte for lidt jern og selen, mens ældre mennesker skal være opmærksomme på at få nok calcium for at forebygge knogleskørhed.

Der kan også være forskellige livsfaser, hvor man kommer til at mangle visse mineraler, ligesom nogle sygdomme kan give mineralmangel. Mineraltilskud kan være med til at give kroppen de ekstra byggesten til at få alting til at fungere, så du undgår at komme ud af balance.